Randers svarer igen
Kommunen laver Randers Great Memes
45.000 personer følger med på Facebook-siden Randers Memes, hvor randrusianerne fremstilles som kriminelle, mokaïdrikkende folk i shox sko.
Men nu svarer Randers Kommune igen - med et glimt i øjet.
- Der er sjove ting på Randers Memes. Vi har længe villet fortælle de positive historier fra Randers, og inspireret af Randers Memes bruger vi nu Randers Great Memes til at sætte fokus på de gode historier fra byen med et glimt i øjet, siger Karen Balling Radmer, der er kommunikationschef i Randers Kommune.
På Randers Memes kan Facebook-brugerne for eksempel se et billede af en politibil suppleret med teksten: Taxa i Randers.
På Randers Kommunes modsvar, Randers Great Memes, kan man i stedet se et billede af en leopard suppleret af teksten: Vores nye kat i Randers.
- Det er en positiv måde at tage fat i de gode historier fra Randers, så på denne måde har vi fået en mulighed og et afsæt til at fortælle de gode historier om byen, siger Karen Balling Radmer.
Omkring 2.500 personer følger Randers Great Memes på Facebook.
- Vi har fået god respons på siden, og der er mange, som sender billeder ind. Det kan være situationer eller steder i Randers, som gør folk glade. Vi gør det for vores egen skyld for at fortælle de gode historier, siger Karen Balling Radmer.
Du kan besøge Randers Great Memes her og se mere om projektet.