Randers spiller sig tættere på medaljeslutspil med sejr

Randers FC fortsatte jagten på top-6, da holdet slog AC Horsens med 2-0 søndag eftermiddag.

Randers FC slog søndag AC Horsens 2-0. Emil Riis og Marvin Egho stod for de to scoringer. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Randers tog søndag eftermiddag et vigtigt skridt i forhold til at nå de eftertragtede top-6-placeringer, da det blev til en 2-0-sejr over AC Horsens på hjemmebane i næstsidste runde af Superligaens grundspil.

Læs også Minut for minut: Randers vandt østjysk duel

Omvendt var nederlaget et hak i tuden for Horsens’ drømme om mesterskabsspillet, og det ser nærmest umuligt ud for østjyderne at få en plads blandt de seks bedste, når grundspillet slutter i næste weekend.

Med sejren lægger Randers sig op på sjettepladsen, mens Horsens er at finde på tiendepladsen.

Læs også 'Fantastisk' Superliga-ændring begejstrer kritiske trænere

Randers tog teten fra kampens start, men det var Horsens, som tegnede sig for kampens første chance, da Horsens-angriber Kasper Junker tvang Randers-keeper Patrik Carlgren ud i en god redning efter otte minutter. 

Det var en kamp, der var præget af mange dueller, og det var bestemt ikke det flotte spil, som denne kamp vil blive husket for.

Hjemmeholdet havde store problemer med at skabe chancer, og vi skulle 37 minutter ind i kampen, før Randers-kanten Saba Lobjanidze tegnede sig for sit holds første afslutning. 

Læs også Politiet: Lig i havnen er formentlig forsvundne Steffen Dam Jensen

Afslutningen voldte dog ikke Horsens-målmand Matej Delac problemer, og dermed gik de to hold til pause ved stillingen 0-0. 

Randers FC fortsatte jagten på top-6 efter sejren over Horsens. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Anden halvleg var blot tre minutter gammel, da Randers bragte sig foran. Angriberen Emil Riis stod helt fri i Horsens-feltet, og han kunne let heade hjemmeholdet foran med 1-0.

Kort efter var kantspilleren Saba Lobjanidze tæt på at fordoble føringen for Randers, men Matej Delac var vågen i Horsens-målet.

Læs også Erling sørger for god stemning: Marked samler ind til børnehospice

2-0-målet kom dog efter 64 minutter, da Randers-angriber Marvin Egho flot vendte rundt i Horsens-feltet og udplacerede Matej Delac i Horsens-målet.

Horsens forsøgte at slå tilbage, men det lykkedes ikke, og Randers vandt dermed 2-0.

HØR PODCAST: I Skipperligaens ugentlige podcast talte Randers FC's Erik Marxen og AC Horsens' Thomas Kortegaard for kort tid siden om, hvor vigtigt det er at spille sig i top-6. Erik Marxen fortæller desuden om et par eksotiske klubber, der var ude efter ham i transfervinduet. Hør podcasten nedenfor: