Randers sparer på anbragte børn

Penge fra anbragte børn og unge skal dække millionhul

Foto: Colourbox

Der skal billigere løsninger til i sager om anbragte børn og unge i Randers.

Det er et af hovedpunkterne i en plan, som skal stabilisere økonomien i kommunens familieafdeling. I alt skal kommunen nemlig dække et underskud på 10-12 millioner kroner.

- Det er vigtigt for mig, at ingen bliver forsømt her. Det kan være svært at sætte ind på dette område, så det er vigtigt, at vi har fokus på mennesker før penge, siger Bjarne Overmark (L), formand for børn- og skoleudvalget i Randers Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Kommunen, medarbejdere og udvalget skal nu igang med at gennemgå hver eneste sag, hvor et barn eller en ung er anbragt udenfor hjemmet.

Pis-i-bukserne-løsning

Formålet i stabiliseringsplanen er at vende hver en krone, for at vurdere om der findes et andet og billigere tilbud i de pågældende sager.

- Hvis du spørger mig personligt, er det ikke det rigtige sted at spare. Hvis man sparer her og nu, vil det kun blive dyrere i længden. Det er lidt en pis-i-bukserne-løsning. Det varmer her og nu, men i det lange løb vil det koste mange penge, siger Bjarne Overmark til TV 2 | ØSTJYLLAND.

LÆS OGSÅ: 4,1 mio. for én anbringelse

Han peger på, at noget af underskuddet på 10-12 millioner ligger i de institutioner i kommunen, hvor der lige nu ikke er nogle børn, men hvor pædagogerne stadig er ansat.

Samtidig oplever kommunen også en stigning i anbringelsessager.

Flere problemer i planen

- Der er flere elementer i planen (stabiliseringsplanen red.) som ikke fungerer.

Hvordan det komme så vidt til et underskud på 10-12 millioner, er det ikke jeres ansvar?

- Udvalget har først fået besked om det med stabiliseringsplanen. Men jo, det er forvaltningens ansvar, vores ansvar, siger Bjarne Overmark.

Randers Kommune drøfter planen på et møde tirsdag. Bjarne Overmark oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han vil tage sagen videre i byrådet.