Randers snød med spiller
Nægtede fejl på holdkortet mod Viby
Randers Freja brugte i weekenden en spiller, der ikke var på holdkortet, da klubben spillede en danmarksseriekamp mod Viby. Men først efter en længere efterforskning af Viby erkender Randers, at der er sket en fejl.
Randers Freja havde kun en enkelt udskiftnings-spiller med til kampen. På holdkortet figurede han som Daniel Pedersen, men da Randers foretog deres udskiftning efter 55 minutters spil, var det en brasiliansk udseende spiller, der løb på banen.
Tilskuerne på sidelinjen oplyste, at det var en brasiliansk spiller, der var til prøvetræning, men ifølge Amtsavisen fastholdt Randers? træner overfor Viby, at der var tale om Daniel Pedersen
En Viby-spiller fandt senere via en Randers-spillers Facebook-profil frem til, at spilleren, der blev skiftet ind mod Viby, i virkeligheden hedder Douglinhas Carlos og er brasilianer.
Det fik træneren hos Randers Freja til at gå til bekendelse.
»Vi har lavet en fejl, og det indrømmer vi. Vi havde en masse afbud lige inden kampen. Douglinhas Carlos flyttede til byen for en uge siden, og han har altså spillercertifikatet i orden. Men der er sket en fejl, da vi skrev holdkortet. Jeg var selv på banen, og havde ikke overblikket, så da jeg blev konfronteret efter kampen, forsvarede jeg instinktivt min holdleder,« siger Randers' træner Michael Winter til Amtsavisen.
Den forklaring er de dog ikke tilfredse med i Viby.
»Vi er skuffede over, at de ikke indrømmer deres fejl med det samme. Det kan ikke passe, at de instruerer 18-19-årige spillere i at lyve over for os. Det var hele holdet, der påstod, at spilleren var Daniel Pedersen. Det er helt sikkert noget, vi vil gå videre med,« siger Vibys træner, Henrik Gudmandsen, der vil indberette Randers Freja.