Randers slukker lyset på Østervold
Kommunen bakker op om kampagnen Earth Hour lørdag den 19. marts
Hvert år slukker millioner af mennesker samt tusindvis af virksomheder verden over lyset i en time - den såkaldte Earth Hour. I Randers Kommune bakkes kampagnen op for ottende år i træk. Det betyder blandt andet, at den centrale gade, Østervold, vil være helt mørklagt.
Det sker i timen mellem kl. 20.30-21.30 lørdag den 19. marts.
- Vi er blevet afhængige af el
- Vi vil gerne signalere, at det nytter noget, og opfordre derfor også borgerne til at tænke klimavenligt. Jeg håber derfor også at mange private kunne tænke sig at deltage i Earth Hour ved at slukke lyset en time hjemme hos dem selv, fortæller formanden for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune, Frank Nørgaard, i en pressemeddelelse.
Få gode råd til at spare
I Randers har kommunen udover at deltage i kampagnen gjort meget for at agere mere klimavenligt. Man er tæt på at have halveret gadebelysningens energiforbrug, siden et projekt med at udskifte 14.000 gadelamper til LED-lys begyndte for fire år siden. Frem til i dag har kommunen på de fire år sparet godt 4,5 millioner kroner ved at udskifte til de mere klimavenlige LED-lamper. Yderligere 3000 lamper bliver udskiftet i løbet af 2016.
På kommunens hjemmeside her er der desuden en række gode råd til, hvad man selv kan gøre for at spare på energien og dermed udslippet af CO2.