Effektive Randers slår Hobro i målrigt lokalopgør

Randers FC hentede søndag eftermiddag tre point, da lokalrivalerne fra Hobro blev besejret 3-0

Randers-spillerne fik bolden i nettet hele tre gange mod Hobro. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

1 af 3

Randers FC hentede søndag eftermiddag sæsonens anden sejr, da Hobro IK blev besejret 3-0 på hjemmebane i det kronjyske lokalopgør.

Hobro sad på det meste af første halvleg, men gæsterne formåede ikke at udnytte deres chancer.

Hjemmeholdet døjede med mange små personlige fejl, men i modsætning til Hobro, formåede kronjyderne at score, når chancerne bød sig.

Læs også Randers Ugen er slut: - Folk har smilet meget

Efter en hektisk start med chancer til begge hold faldt kampen til ro, og ud over en frisparksmulighed til Hobro udeblev de helt store muligheder.

I slutningen af første halvleg steg kampen i tempo, og begge hold havde gode chancer for at bringe sig foran. Kampens første mål skulle dog komme på et hjørnespark i kampens 42. minut.

Hjørnesparket endte hos Randers-stopperen Erik Marxen, der uden modstand kunne sende bolden på tværs til kronjydernes André Rømer, der dirigerede bolden ind over stregen til stillingen 1-0.

Randers-keeper Patrik Carlgren holdt målet rent i lokalopgøret mod Hobro. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Randers igen på pletten

Kort tid efter var randrusianerne igen på pletten, da angriber Emil Riis Jakobsen efter en flot solotur sparkede bolden ind bag Hobro-målmand Jesper Rask og dermed fordoblede værternes føring til 2-0.

Fem minutter inde i anden halvleg var Hobro tæt på at sparke sig ind i kampen igen. Den tidligere Randers-angriber Djiby Fall kom til en afslutning tæt ved mål, men den rutinerede angriber hamrede bolden over mål.

Herefter satte hjemmeholdet sig på det meste af spillet, og halvvejs inde i anden halvleg blev det da også til 3-0.

Et indlæg fra Randers-anfører Nicolai Poulsen endte i panden på hjemmeholdets angriber Saba Lobzhanidze, der uden problemer kunne sende bolden i kassen til slutresultatet 3-0.

Randers har nu ni point efter sæsonens første seks kampe, men Hobro har fire.

Randers FC-Hobro 3-0 (2-0)

1-0 André Rømer (42. min.)
2-0 Emil Riis Jakobsen (45. min.)
3-0 Saba Lobzhanidze (67. min.)

Tilskuere: 3.690

VIDEO: Efter kampen fejrede Randers-spillerne sejren på denne måde: