Randers satte sejr over styr
Randers FC lignede en vinder mod FC Nordsjælland, men måtte nøjes med 1-1. Kronjyderne beholder dog førstepladsen.
Randers FC forsvarede søndag sin førsteplads i SAS Ligaen med uafgjort 1-1 hjemme på Essex Park mod FC Nordsjælland. Dermed er randrusianerne fire point foran FC København og FC Midtjylland, der mødes senere søndag.
Det lignede længe endnu en fuld gevinst til Randers, der kom foran midt i første halvleg på et mål af Tidiane Sane. Men FC Nordsjælland, der i sidste sæson vandt alle tre opgør mod Randers FC, ville det anderledes, og på et mål ti minutter før tid af Bajram Fetai lykkedes det nordsjællænderne at hente det ene point hjem til Farum.
Randers' to næste kampe vil vise, hvor langt den gode efterårsform rækker. Her skal kronjyderne møde først FC Midtjylland, siden FC København på udebane.