Randers Regnskov klar med moderne udgave af Noahs Ark

Randers Regnskovs nye superfryser skal bevare truede dyrearter for eftertiden

02:12

Den har plads til 70.000 genprøver, og den kan fryse ned til 86 minusgrader.

Vi taler om Randers Regnskovs nye superfryser, som er købt i bestræbelserne på at kunne bevare truede dyr for eftertiden.

Tanken er, at væv, sæd og æg fra forskellige dyr skal på frys, fortæller kurator Ole Sommer Bach fra Randers Regnskov. 

Læs også Juletradition i Randers samler ind til ’rigtig’ regnskov

- Vi lever i en verden, hvor der desværre er en hel del biodiversitet, som forsvinder om ørerne på os. Den skal vi passe på for fremtiden, siger han og uddyber: 

- Det viser sig, at det er vanskeligt at gøre det i naturen – og zoologiske haver kan heller ikke bare løfte opgaven. Ved at nedfryse materiale kan det være, at vi kan gemme noget til vores efterkommere. 

Kurator Ole Sommer Bach fra Randers Regnskov ved fryseren.

Ole Sommer Bach understreger, at fryseren skal bruges, inden det er for sent. 

- Den skal forhåbentlig ikke gemmes til, når et dyr eller planter forsvinder fuldstændig fra jordens overflade. Vi vil gerne lave vores genbank som en brugs-genbank, som spiller sammen med andre bevaringsformer eller for den sags skyld produktionsformer, så vi kan få sjældne organismer til at gøre nytte i den her verden, for eksempel inden for landbrugssektoren, siger han.

Vi lever i en verden, hvor der desværre er en hel del biodiversitet, som forsvinder om ørerne på os. Den skal vi passe på for fremtiden

Ole Sommer Bach, kurator

Det ligger lige for at sammenligne den randrusianske fryser med Noahs Ark fra Det Gamle Testamente. 

- Selv hvis man tror på Noahs Ark, og det ved jeg ikke helt, om man skal, så har der nok ikke været plads til at bevare den samme diversitet i sådan en kæmpe ark, som der er i den her fryser, siger Ole Sommer Bach.

I forvejen har Randers Regnskov et par frysere, hvor man gemmer stiklinger og frø fra planter.

I videoen øverst i artiklen kan du se meget mere om superfryseren og høre om de muligheder, den giver.