Randers-profiler: Europæisk fodbold er realistisk

Flere Randers-spillere mener, at holdet har en fin chance for at snuppe syvendepladsen og vinde EL-playoff.

Med sejren på 1-0 over Hobro ser Randers' Nicolai Poulsen en god mulighed for, at randrusianerne bliver nummer syv i Superligaen. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Randers trak sig fredag eftermiddag sejrrigt ud af lokalopgøret mod Hobro. Kampen blev vundet med 1-0, og det var de lyseblås anden sejr over Hobro på under en uge.

Med sejren kan Randers så småt vende øjnene mod det playoffspil, der skal afgøre, hvem der skal spille Europa League-kvalifikation i næste sæson.

Læs også Randers tager ny snæver sejr over Hobro i chanceorgie

Her spår Randers-profilen Nicolai Poulsen, at kronjyderne har en realistisk chance for at få succes.

- Det er bestemt realistisk, at vi kan komme i Europa. Det er kun FCK og FC Midtjylland, der skiller sig ud i Superligaen. De resterende hold er meget lige. Det gør muligheden endnu større, siger Nicolai Poulsen.

Udløser en playoffkamp

Fire hold - de to bedste hold i hver af de to nedrykningspuljer - spiller i første omgang om at blive nummer syv i Superligaen, hvilket udløser en playoffkamp om europæisk deltagelse.

Vinder Randers sine første playoffopgør og skal spille om syvendepladsen, kan AGF meget vel blive modstanderen. Tanken om et lokalopgør om syvendepladsen er interessant for Nicolai Poulsen.

Læs også Minut for minut: Randers FC sejrede over Hobro

- AGF er godt kørende i øjeblikket. Det er en motivation for at blive etter, så vi undgår dem i første omgang og får lov til at starte ude, men det kunne helt sikkert være spændende at møde vores rivaler, siger Nicolai Poulsen.

Randers-keeper Patrik Carlgren stod en god kamp mod Hobro. Nu håber han på europæisk deltagelse. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Randers er ikke uden chancer

Skulle det lykkes Randers at blive nummer syv, venter én kamp mod Superligaens nummer tre eller fire om en plads i Europa League-kvalifikationen i næste sæson.

Det er endnu ikke afgjort, hvem det bliver, men førstemålmanden i Randers, Patrik Carlgren, vurderer ikke, at Randers er uden chancer i et sådant møde.

- Jeg tror, at vi har gode chancer, hvis vi spiller, som vi gør lige nu. Vi er ikke dårligere end OB, Esbjerg og Brøndby, siger målmanden.

Indtil videre skal Randers koncentrere sig om en hjemmekamp mod AaB, som kommer på besøg mandag. Med ét point sikrer Randers sig førstepladsen i puljen.

VIDEO: Se seneste udgave af 'Skipperligaen Update' nedenfor:

AGF-redning%2C ACH i frit fald og farvel til en førsteplads i 1. division