Randers-profil: Håber de snart river det her stadion ned!

Mads Agesen er efterhånden træt af at komme på besøg hos FC Midtjylland, hvor Randers FC har en decideret elendig statistik

02:18

I mere end otte år har Randers FC ikke vundet på MCH Arena i Herning.

Sejren kom heller ikke torsdag aften, da Randers FC blev sendt hjem med et klart nederlag på 3-0.

Efterfølgende havde forsvarsprofilen Mads Agesen svært ved at forklare, hvorfor det endnu en gang blev til nederlag i det midtjyske.

Læs også Herning-komplekset forsatte: Ingen Europa-bold i Randers

- Det ved jeg ikke. Jeg håber, de snart river det her stadion ned. Vi har godt nok ikke gode minder herudefra.

- Hvis man kan stå dårligt til et hold, så gør vi det til FC Midtjylland. Det har egentlig ikke været så meget i fokus, at vi har haft dårlige resultater, men i dag må vi bare sige, at de er bedre end os, siger Mads Agesen, der i øvrigt aldrig har vundet en Superliga-kamp over FC Midtjylland - det eneste hold i rækken han har den statistik imod.

Overholdt ikke aftalerne

I de seneste fire kampe havde Randers-defensiven blot lukket to mål ind. Torsdag aften nettede FC Midtjylland tre gange, da de indbyrdes aftaler svigtede.

- De straffer os på en omstiling, som vi havde aftalt, at de ikke skulle gøre. Og så scorer de til 2-0 på en standardsituation, som vi havde aftalt, at de heller ikke skulle gøre. Så alt det, der forsvarsmæssigt var i støbeskeen, det lykkedes vi ikke så godt med i dag, sagde Mads Agesen.

Nederlag definerer ikke sæsonen

Cheftræner Ólafur Kristjánsson var selvsagt skuffet over, at Europa-billetten glippede, men det skal ikke være overskriften for Randers FC's sæson, lyder det fra islændingen.

- Vi kommer fra en mørk periode her i foråret, hvor vi rejser os rigtig flot. Vi har tabt to ud af de sidste ti kampe inden den i dag, og vi er ubesejret i de sidste fire. Vi har været stabile i det, vi laver.

02:40

VIDEO: Ólafur Kristjánsson var skuffet efter kampen.

Luk video

- Så kommer vi hertil, forsøger at spille vores chance, så jeg vil ikke definere sæsonen ud fra dette nederlag, lyder det fra cheftræneren.

Fredag går Randers-truppen på ferie, men allerede om to uger er holdet tilbage på Viborgvej for at begynde forberedelserne frem mod næste sæson.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Mads Agesen.