Randers-profil er varm på tanken om ny dansk arbejdsgiver

Saba Lobjanidze melder om interesse fra andre klubber, og han vil gerne blive i Danmark og Superligaen.

Den unge georgier har spillet i Randers siden 2017. Trods sin position på kanten har han scoret 23 mål. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Randers FC tabte søndag 1-2 ude til Sønderjyske, og det var uden en scoring fra profilen Saba Lobjanidze, som der stadig er stor interesse for fra andre klubber.

I sidste sæson lavede han otte mål i Superligaen og var en stærkt medvirkende faktor til, at Randers hurtigt klarede sig fri fra nedrykning.

Læs også RFC'er om profil: - Dejligt vores 'lille georgier' får succes

Randers har tidligere meldt ud, at et salg af profilen ligger i kortene, men georgieren er stadig at finde i Randers. Der er da også fortsat stor interesse for Lobjanidze, og han kunne godt se sig selv spille i en anden dansk klub.

- Jeg kan godt forestille mig at spille i en anden dansk klub. Det ville være fint for mig at blive i Danmark, for ligaen passer fint til mig.

- Der er en del interesse for mig fra andre klubber, men lige nu er jeg i Randers, og derfor vil jeg ikke tænke så meget på det, siger Lobjanidze.

I sæsonen 2017/2018 havde Saba Lobjanidze et fremragende samarbejde med lejesvenden Bashkim Kadrii. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Ingen sure miner

Hvis Randers-profilen ikke bliver solgt denne sommer, vil det ikke medføre sure miner.

- Hvis jeg bliver i Randers, er det ikke noget problem, for jeg er stadig glad her, konstaterer han.

Randers-træner Thomas Thomasberg vil gerne holde på kantspilleren, men han erkender, at det også i høj grad er et spørgsmål om penge.

- Hvis der er nogen, der byder nok for ham, så bliver han solgt. Hvis der ikke er det, så spiller han i Randers, siger Thomasberg og udelukker ikke en anden dansk klub som ny arbejdsgiver for Lobjanidze.

Hvis georgieren bliver solgt, findes den oplagte afløser ikke umiddelbart i egne rækker, fortæller Thomasberg.

- Så skal vi ud på markedet og se, hvad vi kan finde. Det er jo ikke sådan, at vi ikke internt har noget, der kan bruges, men det er i givet fald en stor profil, vi mister, siger Randers-træneren.

Kronjyderne tager i næste runde hjemme imod Brøndby.

02:35

VIDEO: It's Saba-time! Randers FC's georgier var jublende lykkelig efter et hattrick mod Sønderjyske. Videoen er fra maj 2018.

Luk video