Randers-politiker vil have havne-papirer frem i lyset
Randers Byråd tager mandag stilling til, om byens havn skal lægge sine mødepapirer offentligt frem, som Velfærdslisten ønsker
Velfærdslisten vil have mere åbenhed omkring Randers Havn.
Derfor har Kasper Fuhr Christensen, Velfærdslistens byrådsmedlem, stillet et forslag, som Randers Byråd skal tage stilling til mandag.
Forslaget handler om, at havnebestyrelsen skal offentliggøre sine dagsordener og referater, hvilket ikke er tilfældet nu.
Kasper Fuhr Christensen begrunder forslaget:
- Randers Havn er en kommunal selvstyrehavn. Havnen tilhører derfor kommunens borgere. Derfor skal alle selvfølgelig kunne følge med i, hvad der sker i havnebestyrelsen.
Kasper Fuhr Christensen mener, at det er helt på sin plads at bede havnen lægge dagsordener og referater frem for offentligheden.
- Der har på det seneste været en række slemme sager om svindel i havnebestyrelser andre steder i landet. Jeg har ikke grund til at tro, at det samme sker i Randers, siger han og uddyber:
- Men det er vigtigt, at borgerne og den kritiske presse kan følge med, så sådan nogle ting ikke får lov til at udvikle sig. Der er ingen god grund til, at dagsordnerne og referaterne ikke skal være offentlige.
Læs også
Randers Havns bestyrelse vil diskutere åbenhed i nærmeste fremtid.
Det skriver Henning Jensen Nyhuus (S), byrådsmedlem og formand for Randers Havn, i en orientering til Randers Byråd forud for mandagens møde.
- Jeg kan se, at der skabes unødige spekulationer om havnens referater, lukkethed m.v. Jeg skal derfor som formand gøre det klart, at havnen intet har imod at sende referater fra bestyrelsesmøderne til ethvert byrådsmedlem, der måtte ønske det – dog undtaget eventuelle fortrolige oplysninger, såsom konkurrencemæssige hensyn eller personalesager.
Henning Jensen Nyhuus skriver videre:
- Det skal også for en god ordens skyld nævnes, at når havnen har ønsket at tage det med på næste bestyrelsesmøde, så er det af hensyn til, hvordan vi fremover eventuelt kan være mere åbne, for eksempel ved at udlægge dagsorden og referat fra hvert møde på vores hjemmeside – undtagelserne dog taget i betragtning.