Randers Politi klar til juleøl
Randers Politi har indkaldt ekstra mandskab til i aften, hvor julebryggen kommer på gaden.
7. nov 2003, kl. 09:07
Mere end 30 dage gammel
Randers Politi har ekstra mandskab på gaden, når årets julebryg i aften for første gang bliver langet over de kronjyske bardiske.
Sidste år blev en ung mand umotiveret overfaldet og dræbt på den dag, hvor juleøllene kom på gaden. Politiet vil ikke risikere noget tilsvarende i år, og derfor regner de den såkaldte J-dag for at være på linie med eksempelvis festuge og nytår:
- Vi sætter lige så mange folk på gaden, som når der er andre store begivenheder i byen, forklarer vicepolitiinspektør Søren Urup.
De populære julebryg med høje alkoholprocenter bliver fra klokken 20.59 solgt på de østjyske værtshuse.