Randers-par holdt bryllup uden græs
Planer om nyindrettet have forløb ikke helt som planlagt
Parret Maria Arenshøj og Henrik Andersen fra Randers drømte i 2014 om at holde et havebryllup sammen med deres familie og venner.
Der var bare lige den udfordring, at deres have indtil da nærmere havde fungeret som vandhul end som have og at forvandlingen fra sump til smuk have skulle ske på bare 2,5 måneder.
Der måtte derfor drastiske midler i brug for at gøre haven bryllupsklar.
Efter at have vundet en konkurrence på en planteskole om at have den værste have, allierede de sig med en havearkitekt og en anlægsgartner:
- Det var virkelig kaotisk. Vi var begge meget stressede, fortæller Maria Arenshøj om tiden op til brylluppet.
Et par måneder til både planlægning og udførelse af deres haveprojekt viste sig ikke at være nok.
Da brylluppet skulle stå sidste sommer, var græsset endnu ikke vokset frem. De 72 gæster måtte derfor blive på terrassen.
- Jeg var grædefærdig. Hvis jeg havde vidst det, havde vi ikke inviteret folk herhjem, siger Maria Arenshøj.
I dag, snart halvandet år efter, kan Maria Arenshøj og Henrik Andersen godt grine af dagen, og det faktum, at der kun var jord at gå på i haven på bryllupsdagen.
Du kan høre deres historie og det kaos, der fulgte med, i videoen øverst i artiklen.
Videoklippet er et udsnit af programmet 'Havemennesker', som bliver sendt i aften klokken 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND. Programmet er det sidste af 12 afsnit. Smugkig hele programmet allerede nu ved at klikke her.