Randers på rov i Vestjylland
Henter to spillere i Holstebro
Håndboldklubben Randers HK har hentet to forstærkninger til den kommende sæson.
Kronjyderne har skrevet kontrakt med den 25-årige målvogter Marianne Lundsby samt den 23-årige højre back Rut Jonsdottir.
Begge spillere er hentet hos ligakonkurrenterne fra Team Tvis Holstebro.
Foruden Marianne Lundsby og Rut Jonsdottir har Randers HK tidligere fået papir på Jane Schumacher og Johanna Westberg.
Dermed er der i alt fire nye navne i spillertruppen forud for den kommende sæson.
- Nu har vi fundet fire rigtig dygtige spillere, der efter vores mening vil komplementere den eksisterende trup rigtig godt både på og udenfor banen, siger Randers HKs direktør, Henrik Mortensen, i en pressemeddelelse.
Mens fire nye spillere altså bliver en del af ligatruppen, siger Randers HK farvel til Marcarena Aguilar, Sabine Jacobsen, Stine Svangård og Stine Bonde.
Derudover rykker Katrine Fruelund fra banen til trænerbænken.