Randers overvinder Vejle med stærk anden halvleg

Randers sluttede efterårssæsonen med en 2-0-sejr hjemme mod Vejle. Kronjyderne kravler dermed ind i top-6

Randers FC's Marvin Egho scorede til 1-0 i Superliga-kampen mellem Randers FC og Vejle. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Randers slog lørdag eftermiddag Vejle med 2-0 i efterårets sidste spillerunde i Superligaen. Det var hjemmeholdets tredje sejr i de sidste fire kampe.

Sejren kom i hus på en stærk anden halvleg af hjemmeholdet, som scorede to gange kort efter pausen. I første halvleg var de to hold ganske lige.

De tre point til Randers bringer dem på femtepladsen, mens Vejle fortsat ligger nummer 13.

Randers åbnede opgøret bedst, og midtbanespilleren Mads Aaquist var farlig efter blot tre minutter.

Læs også Træner og direktør om Randers-efterår: Mere end godkendt

Herefter fulgte en periode uden chancer, og særligt gæsterne fra Vejle virkede ufarlige, indtil angriber Adam Jakobsen rørte på sig. Hans forsøg blev reddet af Patrik Carlgren i Randers-målet efter 17 minutter.

Udeholdet kom som følge af chancen bedre med i kampen, og efter 23 minutter burde Adam Jakobsen have bragt Vejle i front, men i stedet valgte angriberen tværafleveringen.

I en meget lige første halvleg sluttede værterne bedst, men Saba Lobjanidzes forsøg strøg tæt forbi den ene opstander fem minutter før pausen.

Med sejren over Vejle rykker Randers op på en midlertidig femteplads i Superligaen. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Satte sig hurtigt på kampen

Randers satte sig hurtigt på kampen efter pausen. Angriber Marvin Egho bragte hjemmeholdet foran tre minutter inde i anden halvleg, da han udplacerede Thomas Hagelskjær, mens han var alene igennem med målmanden.

Blot fire minutter senere blev det også 2-0 til Randers. Flot forarbejde af Andre Rømer bragte Mads Aaquist helt fri foran mål. Her kunne han let fordoble føringen.

Som konsekvens af føringen trak Randers-spillerne sig længere tilbage på banen, men Vejle formåede ikke at blive farlige.

Til gengæld skulle Marvin Egho have scoret sit andet mål efter 77 minutter, men Thomas Hagelskjær reddede flot.

De to hold kan nu gå på vinterpause, indtil Superligaen igen ruller den anden weekend i februar.

Randers FC – Vejle Boldklub 2-0 (0-0) 

1-0 Marvin Egho (48. min.)
2-0 Mads Aaquist (52. min.)
 

Tilskuere: 2.725