Randers overvinder chokstart og overhaler AaB med sejr

Randers FC vandt søndag 2-1 over AaB i Aalborg, og holdet overtager dermed førstepladsen i nedrykningspuljen.

Det så ikke godt ud, da Randers faldt bagud, men de endte alligevel med at tage en sejr med hjem. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Randers FC vandt søndag 2-1 over AaB i Aalborg i Superligaens 27. spillerunde, og dermed overhaler Randers AaB i nedrykningsgruppe 2.

Læs også Minut for minut: Randers FC godt fra start i nedrykningsspillet

Resultatet betyder, at Randers ligger på førstepladsen i gruppen med 37 point, og at AaB falder ned på andenpladsen med 36 point.

Begge hold ligger i sikker afstand til gruppens to andre hold, Hobro og Vendsyssel, der har henholdsvis 22 og 23 point.

Randers ligger efter sejren på førstepladsen i gruppen. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Det afgørende mål var et selvmål af AaB's midterforsvarer Kasper Pedersen, der efter 54 minutter snittede bolden i eget mål efter et hjørnespark.

Kort før havde Randers-angriber Saba Lobjanidze udlignet, da han trak ind i feltet og sparkede bolden over i det modsatte hjørne.

Startede skidt for kronjyderne

Randers kom ellers tidligt bagud, da AaB's kantspiller Frederik Børsting driblede ind i feltet og scorede efter bare tre minutter.

AaB startede da også bedst, og nordjyderne dominerede det meste af første halvleg.

Særligt Frederik Børsting og angriberen Wessam Abou Ali var involveret i flere angreb, men nordjyderne formåede ikke at udbygge føringen.

Få minutter inde i anden halvleg udlignede Randers. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Efter pausen kom Randers bedre med, og på kort tid vendte randrusianerne kampen.

Først da Saba Lobjanidze udlignede i det 47. minut, og så da Kasper Pedersen syv minutter senere ramte bolden uheldigt og lavede selvmål.

AaB forsøgte at presse på for at få en scoring, og i dommerens tillægstid fik Randers også en mand smidt ud, da Kevin Conboy fik sin anden advarsel.

Læs også 272.000 danskere kan i fremtiden se Superliga-fodbold gratis

Men selv om nordjyderne ramte træværket to gange i tillægstiden, formåede de ikke at udligne.

VIDEO: En sejr over AaB vil så godt som sikre Randers en ny sæson i Superligaen. Sådan lød profetien fra TV2 ØSTJYLLAND's Kasper Skipper i den seneste udgave af 'Skipperligaen Update':

Nu spidser det til! Skipperligaen Update Uge 13