Randers og Silkeborg vinder de sidste testkampe
Randers og Silkeborg fik begge en god generalprøve, inden Superligaen begynder næste weekend.
Superligaklubberne Randers FC og Silkeborg IF sluttede begge forberedelserne til den kommende sæson af på den bedste tænkelige måde.
I lørdagens testkampe vandt de to østjyske mandskaber over henholdsvis Viborg og svenske Trelleborg. Kampene var de sidste, inden Superligaen går i gang næste weekend.
Randers FC vandt på hjemmebane med 2-0 over naboerne fra Viborg. Emil Riis bragte kronjyderne foran med 1-0 i første halvleg, da han sendte bolden i mål efter et hjørnespark.
Læs også
I 2. halvleg gjorde prøvespilleren Issah Salou god reklame for sig selv, da han fordoblede føringen efter at have udnyttet et blokeret skud fra Saba Lobjanidze.
Randers FC's seneste indkøb - midtbanespilleren Vito Hammershøy-Mistrati - var med fra start mod Viborg. Han fik dermed debut selvsamme dag, som hans skifte fra Hobro til Randers blev annonceret.
Tredje Silkeborg-sejr i træk
Også Silkeborg IF benyttede lørdagen til at spille sommerens sidste testkamp. Nyoprykkerne vandt på udebane med 2-1 over Trelleborg, som spiller i den bedste svenske række, Allsvenskan.
Efter at være kommet bagud sørgede Mads Emil Madsen og Frederik Alves Ibsen for, at silkeborgenserne kunne forlade banen som vindere.
Læs også
Silkeborg går dermed Superliga-premieren i møde med tre sejre i træk. Østjyderne har tidligere slået Vendsyssel og Vejle.
I går, fredag, spillede også AGF og Horsens sommerens sidste testkampe. AGF spillede uafgjort 2-2 mod tyske Hamburger SV, mens Horsens på hjemmebane tabte med hele 0-4 til AaB.
Superligaen, 1. spillerunde
Søn. 14/7 kl. 12: Sønderjyske-Randers
Søn. 14/7 kl. 14: Horsens-FC Nordsjælland
Søn. 14/7 kl. 18: Brøndby-Silkeborg
Man. 15/7 kl. 19: Hobro-AGF
VIDEO: Kom med ind bag kulissen på Randers FC's hjemmebane, Cepheus Park: