Randers og SIF delte point

Randers FC nærmest vadede i chancer, men formåede ikke at få bolden i Silkeborgs mål.

Man troede det var løgn. Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre. Målet var som forhekset, da Randers søndag eftermiddag måtte nøjes med 0-0 i hjemmekampen mod Silkeborg.

Kronjyderne skabte et hav af oplagte scoringsmuligheder, men gang på gang blev de misbrugt på det skammeligste.

- Jeg synes, at vi spillede en god kamp, bortset fra det vigtigste, nemlig at score mål. Rent fodboldmæssigt er det nok den bedste kamp vi har spillet i år, lød kommentaren fra træner Lars Olsen.

Han måtte undvære Djiby Fall, der sad ude med karantæne. Han var savnet. Stærkt savnet. I hans sted dannede Jesper Christiansen og Karsten Johansen makkerpar i front, men hverken dem eller indskiftede Thomas Dalgaard, besad den kynisme og styrke, som Fall har vist siden ankomsten til Randers.

Faktisk syntes Randers at stå med et angriberproblem i senegaleserens fravær.

- Det er svært at sige. Det kan jeg hverken sige ja eller nej til. Men jeg vil godt erkende, at vi ikke kunne få bolden ind, sagde Olsen diplomatisk.

Men nøgernt set havde han ikke meget at smile over, for han burde have stået med alle tre point. Hans tropper var dominerende kampen igennem, og derfor syntes det klart, at Randers tabte to point denne eftermiddag, mens Silkeborg vandt det ene.

- Selvfølgelig vil jeg sige, at vi kan være mest tilfredse med uafgjort. Vi kommer til at løbe for meget efter dem, og så bliver det op ad bakke, erkendte gæsternes træner, Viggo Jensen. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15416">Tøfting lurer i kulissen (24/9-06)</A></STRONG>