Randers og Hobro deler i fysisk præget lokalopgør

Randers og Hobro spillede søndag eftermiddag 0-0 i Alka Superligaen. Kampen var præget af mange dueller

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

1 af 4

I et duelpræget lokalopgør i Randers, spillede hjemmeholdet og Hobro IK søndag 0-0 i 21. spillerunde af Alka Superligaen.

Det uafgjorte resultat betyder, at Hobro forpassede muligheden for at spille sig tilbage i top-6. De ligger nu nummer syv, mens Randers fortsat er sidst.

Kampen var præget af to meget afventende hold, og særligt Randers havde tydeligt fokus på defensiven efter sidste uges nederlag på 1-5 til FC København. 

  Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

På trods af sidste uges afklapsning var Randers første hold til at blive farlige, da angriber Bashkim Kadrii sendte et frispark snært forbi fra kanten af feltet efter et kvarter.

Hobros eneste chance kom kort efter. Martin Mikkelsens forsøg reddede Randers-målmand Hannes Halldorsson dog flot.

Den resterende del af første halvleg havde de to hold svært ved at sætte noget sammen. Ekstremt mange dueller og til tider hårdt spil gjorde det svært at få flow i kombinationerne. 

Der var gule kort til Hobro-spillerne Vito Mistrati og Pål Kirkevold som følge heraf. Begge spillere ryger dermed i karantæne.

Ganske sigende for kampen blev anden halvlegs to største chancer skabt på fejl i egne rækker. 

I begyndelsen af anden halvleg var Hobro-spillerne Mads Justesen og Jesper Rask ved at gå fejl af hinanden, men sidstnævnte nåede lige akkurat bolden på stregen efter en tilbagelægning.

  Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Herefter var det Randers' tur til at dumme sig. Hannes Halldorsson kom skævt ud til en dybdebold, men fik efterfølgende blokeret Hobro-angriber Pål Kirkevolds afslutning.

Som kampen skred frem virkede de to hold mere og mere tilfredse med nulløsningen, som også blev kampens resultat.

Randers skal i næste spillerunde møde AC Horsens, mens Hobro tager imod FC Midtjylland.