Randers-nordmand er lettet over debutmål
Randers-debutanten Benjamin Stokke er lettet over at have scoret sit første mål for Randers FC
Randers FC gav søndag eftermiddag debut til deres nye angriber Benjamin Stokke, som blev præsenteret i klubben i midtugen.
På trods af at Stokke kun har været i klubben i få dage, valgte Randers-træner Thomas Thomasberg at starte med den norske angriber.
Læs også
Det var ikke nogen dum beslutning, for nordmanden skulle blot bruge 35 minutter på at lave sit første mål for kronjyderne.
- Det er pointene, som tæller, men det er selvfølgelig rart, at byrden i forhold til at lave det første mål bliver taget af mine skuldre. Nu handler det om at se fremad og fortsætte med at præstere, siger Benjamin Stokke.
Mere fysik på ham
Randers-træner Thomas Thomasberg ville gerne have haft, at debutanten holdt længere end en time på banen.
- Vi skal have puttet endnu mere fysik på ham, for det er for hurtigt at ville ud efter 60 minutter.
- Vi skal også have vænnet ham til tempoet, for mit bud er, at det går lidt hurtigere i Superligaen, end det gør i den norske liga, siger Thomas Thomasberg.
Hovedpersonen erkender, at formen ikke er helt, hvor den skal være endnu.
- Jeg har brug for lidt flere træningspas med gutterne, og så skal jeg også arbejde med formen, men jeg håber, at vi kommer til at kunne se fremskridt på den fysiske form snart, siger Benjamin Stokke.
Byen har skreget efter en angriber
Thomas Thomasberg er på trods af den manglende form tilfreds med, hvad han så fra den norske angriber.
- Der er ingen tvivl om, at han er en dygtig spiller. Det ser vi også mod Horsens, hvor han gjorde sine medspillere gode og scorede et flot mål.
- Det er vigtigt for ham at komme på tavlen, og hele byen har jo skreget efter en angriber, der kan lave mål.
- Jeg tror dog ikke, at han kommer til at lave mål i hver eneste kamp, siger Thomas Thomasberg.
AC Horsens-Randers FC 1-1 (0-1)
1-1 Mathias Kristensen (86. minut/str.)
Gult kort:
Johnny Thomsen, Randers FC (18.)
Mikkel Qvist, AC Horsens (45.),
Nicolai Poulsen, Randers FC (45.)
Kevin Conboy, Randers FC (52.)
Hallur Hansson, AC Horsens (65.)
André Rømer, Randers FC (79.)
Tilskuere: 2.635