Randers-målmand redder straffespark fra Messi: Nu er han solgt

Hannes Halldórsson er blevet solgt til aserbadjanske Qarabag FK efter en fornem præstation til VM, hvor han blandt andet tog et straffespark fra Lionel Messi

Hannes Halldórsson reddede et straffespark fra Lionel Messi til dette års VM. Det betyder nu en ny fremtid for Randers FC-målmanden. Foto: Albert Gea - Ritzau Scanpix

Randers FC har solgt målmand Hannes Halldórsson til den aserbajdsjanske klub Qarabag FK. Det skriver Randers på sin hjemmeside.

Salget er kommet i stand, efter at Halldórsson leverede en flot indsats for Island under VM, hvor holdet dog ikke kom videre fra gruppespillet.

Hannes' præstationer under VM er ikke gået ubemærket hen. Der har været flere henvendelser på ham, og nu altså også et konkret bud fra Qarabag, som vi har accepteret.

Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør, Randers FC

I første gruppekamp formåede islændingene overraskende at spille uafgjort mod Argentina.

Det skyldtes ikke mindst den islandske målmand, der reddede et straffespark fra verdensstjernen Lionel Messi.

Læs også Skipperligaen: TV2 ØSTJYLLANDs helt nye fodboldformat!

Halldórsson stod i det hele taget en stærk kamp og forhindrede flere skud fra de argentinske stjerner i at gå i mål.

- Hannes' præstationer under VM er ikke gået ubemærket hen. Der har været flere henvendelser på ham, og nu altså også et konkret bud fra Qarabag, som vi har accepteret.

- Hannes har været en solid sidste skanse hos os og havde i den forgangne forårssæson stor betydning både på og uden for banen, siger sportslig og kommerciel direktør i Randers FC Søren Pedersen til klubbens hjemmeside.

Glad for klubben og byen

Halldórsson kom til Randers i sommeren 2016, hvor han blev hentet i hollandske NEC Nijmegen. Siden er det blevet til 69 kampe for klubben.

Målmanden har været glad for sin tid i klubben og byen.

- Randers er en dejlig by, og det har ikke været en nem beslutning at skulle tage væk herfra.

- Jeg er dog blevet 34 år, så det var nu, hvis jeg skulle prøve noget andet og begive mig ud på et nyt eventyr, siger han til klubbens hjemmeside.

Qarabag slog i sidste sæson FC København ud i Champions League-kvalifikationen og kom i gruppespillet. Der blev det dog til en sidsteplads i gruppen.

Læs også Interesse for Randers-målmand efter Messi-redning

Klubben vandt mesterskabet i Aserbajdsjan i den forgangne sæson og skal spille kvalifikation om en plads i Champions League.