Randers-kvinder sejrede sikkert
Vandt uden problemer over Ringkøbing
Randers HK er stadig med i topstriden i kvindernes håndboldliga, efter at kronjyderne onsdag aften besejrede Ringkøbing på hjemmebane.
Kampen igennem var der klasseforskel på de to hold, der ligger i hver sin ende af tabellen.
Opgøret, der blev spillet i Randers, endte med en kronjysk storsejr på 33-20. Dermed holder Randers-kvinderne snor i de to tophold, FC Midtjylland og Viborg.
I øjeblikket er FC Midtjylland ét point foran Randers, mens Viborg på andenpladsen har samme antal point som kronjyderne, nemlig 22.
Kun 780 tilskuere havde fundet vej til onsdagens kamp mod Ringkøbing i Arena Randers, hvilket er bundrekord i denne sæson.
En del af Randers HKs tilhængere må derfor formodes at have foretrukket herrelandsholdets EM-kamp mod Island på tv i stedet.