Randers kravler op i tabellen med sejr over Vendsyssel
Randers FC kan skimte top-6 i Superligaen efter en sikker 2-0-sejr hjemme over oprykkerne fra Vendsyssel
Randers FC tog lørdag et godt skridt op i tabellen takket være en sikker 2-0-sejr Vendsyssel FF i Superligaens tiende spillerunde.
Det var ikke nogen velspillet fodboldkamp, men det er de sikkert ligeglade med i Randers, der vandt for første gang i Superligaen i lidt over en måned efter to scoringer i anden halvleg.
Læs også
Sejren sender Randers op på en syvendeplads, mens Vendsyssel er at finde på 12.-pladsen.
Randers var mest på bolden i kampens indledning, men det var Vendsyssel, som var farligst. Efter ni minutters spil var kantspilleren Moses Opondo tæt på at sparke gæsterne foran, men stolpen var i vejen.
Hjemmeholdet havde svært ved at skabe chancer på trods af, at Vendsyssel har lukket mål ind i alle kampe af superligasæsonen.
Tæt på efter en halv time
Randers kom dog tæt på efter en halv time, da angriberen Benjamin Stokke fik afsluttet, men Vendsyssel-målmand Nicolai Flø stod i vejen.
Efter 34 minutter måtte dommer Peter Munch Larsen lade sig udskifte med en skade, og tilskuerne i Randers fik derfor en god portion overtid, inden der blev fløjtet til pause ved stillingen 0-0.
Anden halvleg var blot et minut gammel, da en Vendsyssel-clearing i eget felt blev farlig og tvang Vendsyssel-målmand Nicolai Flø ud i en god refleksredning.
Ti minutter senere kunne Nicolai Flø dog ikke stille meget op, da Randers-midtbanespilleren Saba Lobzhanidze sparkede et frispark i nettet til 1-0.
Blot fem minutter senere var den gal igen for Vendsyssel, da Randers-angriberen Benjamin Stokke kom først på et indlæg og sendte bolden i mål til 2-0.
Herfra var der ikke meget slinger i valsen for Randers, som holdt Vendsyssel fra de store chancer, og kronjyderne vandt dermed 2-0.
Randers FC – Vendsyssel FF 2-0 (0-0)
2-0 Benjamin Stokke (65. min.)
Tilskuere: 2.617