Randers KH klar til semifinale
Videre efter en lige kamp mod HC Odense
Helt som ventet er det Randers og Team Esbjerg, der sammen med Viborg og FCM Håndbold kommer til at udgøre kvartetten i kvindernes DM-semifinaler i håndbold.
Men for esbjergenserne blev det i perioder lovligt spændende, da holdet onsdag aften skulle sikre sig semifinalebilletten mod Team Tvis Holstebro.
Det lignede nemlig på forhånd en rutineopgave for Team Esbjerg, der havde en seksmålsføring i ryggen efter den overraskende klare 33-27-sejr i den første kamp. Men det forspring var holdet flere gange ved at smide over styr.
Esbjerg slap med et nederlag på 32-34, men foran hjemmepublikummet i Blue Water Dokken vaklede esbjergenserne i perioder på randen af et kollaps mod sidste års DM-sølvvindere, der ikke var kommet sydpå for at lægge sig frivilligt.
Langt mindre dramatisk var det i den anden kamp, hvor Randers og HC Odense spillede 26-26. Kronjyderne vandt den første kamp på Fyn med 25-19.
Nu venter semifinalerne om 10 dage. Her skal Team Esbjerg op imod guldfavoritten Viborg, mens Randers møder de forsvarende mestre FCM.