Randers-keeper erkender brøler
Forkert beslutning skyld i nederlag
Dagens skurk i Randers var hjemmeholdets målmand David Ousted, som var skyld i, at Brøndby scorede til 1-0, hvilket blev nok til, at det var vestegnsklubben, der løb med de tre point.
Ousted løb ud i feltet, da Brøndby nærmede sig i angreb, og det resulterede i, at Simon Makienok headede i mål uden chance for, at Ousted kunne redde bolden.
- Jeg tager en forkert beslutning og det koster, sagde David Ousted til Canal 9's reporter på sidelinjen efter kampen.
- Jeg vil gerne ud og blande mig og få clearet bolden, men set i bagklogskabens skær skulle jeg måske være blevet på stregen. Men det er gamet, og der er ikke så meget at gøre ved det, lød det fra Randers-keeperen.
Får ikke spillet til at flyde
Brøndby har nu taget et vigtigt skridt væk fra nedrykningsstregen, mens Randers på trods af nederlaget stadig har godt fat i toppen af tabellen, hvor de ligger nummer tre.
Og David Ousted var heller ikke bleg for at indrømme, at Randers-mandskabet ikke helt nåede deres i niveau i søndagens opgør mod Brøndby.
- Vi får ikke spillet til at flyde som i andre kampe. Vi skaber ikke så mange chancer, som vi plejer, og på de chancer, vi har, er vi ikke skarpe nok. Så i de næste kampe skal vi ud og være bedre, end vi var i dag.