Randers kan få to nye broer
Randers Kommune spørger borgerne til råds om, hvordan fremtidens klima- og infrastrukturudfordringer skal løses
I Aarhus har man havnen, i Silkeborg søerne, og i Randers er der både en fjord og en flod gennem bymidten.
Det potentiale skal udvikles, så beliggenheden ved Gudenåen og Randers Fjord bliver en fordel for borgerne, forstærker sammenhængskraften i byen og ikke mindst løser de trafikale udfordringer.
Derfor har Randers Kommune fået udarbejdet en forundersøgelse, der peger på to mulige scenarier som mulige bud. Fælles for dem begge er, at de indebærer opførelsen af to nye broer midt i byen.
Broerne skal erstatte den nuværende hovedfærdselsåre gennem byen, Randersbro, hvor der hver dag passerer 43.000 køretøjer.
Den belastning vil ifølge prognosen vokse til 56.000 frem mod 2035, og det er ikke en holdbar situation, lyder det fra projektleder Malene Lauge Nielsen, som er i spidsen for projektet 'Byen til vandet':
- Det er vanvittig meget trafik i forhold til kapaciteten. Vi vil lave en helt anderledes byudvikling, som ikke kan lade sig gøre, som det er i dag, fordi området er så trafikbelastet, siger hun til tv2oj.dk.
- Hvis vi beholder den infrastruktur, vi har nu, vil det alligevel koste mange millioner i for eksempel reparationer. Samtidig skal man også tage højde for at kapaciteten løbende øges.
Borgere skal høres
Forslagene lyder på, at Randers Bro bliver fredeliggjort og kun vil være for eksempel busser eller cyklende og gående.
I stedet vil der blive etableret to nye broer, som skal udvælges blandt tre muligheder: Klimabroen ved Pieren på Randers Havn, Bolværkslinjen ved siden af Randersbro eller Engbroen, der skal gå ved siden af Randers Regnskov.
Inden beslutningen om, hvilke af broerne, der bliver en realitet, vil Randers Kommune gerne høre fra borgerne. Der bliver i den forbindelse arrangeret en række dialogmøder den 6. september, 19. september og 3. oktober.
Derudover vil debatten også køre på kommunens hjemmeside og der er mulighed for at komme med indspark på mail til byentilvandet@randers.dk.
Beslutningen er hos byrådet
Hvis løsningen bliver Klimabroen og Bolværkslinjen bliver der ifølge projektleder Malene Lauge Nielsen et areal til rådighed til byudvikling, end hvis man vælger Engbroen og Klimabroen.
En klimabro ved Pieren på Randers Havn vil få den konsekvens, at flere virksomheder skal rykke væk fra havnearealet og længere sydvest på. På den måde kan Randers Kommuneråde over et mere end 90 hektar stort område.
- Det handler om at tænke langsigtet. Vi har forsøgt at planlægge, hvordan det eventuelt skulle foregå.
Det er firmaet C. F. Møller Danmark, der har udarbejdet forundersøgelsen, som peger på i alt seks mulige scenarier. De to af dem er altså dem, som byrådet i Randers har valgt at gå videre med og som borgerne skal tage stilling til.
Den endelig beslutning om, hvilke to af de tre broer, der skal bygges, skal byrådet beslutte i slutningen af 2015 eller begyndelsen af 2016.
Du kan læse mere om forundersøgelsen og de forskellige scenarier ved at klikke her.