Randers kan få en svær pokalkamp

Alle tre østjyske superligaklubber spiller på udebane i pokalturneringens fjerde runde. Alligevel er de favoritter, men især Randers FC kan få det svært.

Både AGF, Randers FC og Silkeborg IF skal spille på udebane, når pokalturneringens fjerde runde bliver spillet 29. september.

AGF skal til Odense og spille mod B 1913, Silkeborg må en tur til Horsens, mens randrussianerne skal til Valby og spille mod Frem.

På papiret er de tre superligamandskaber alle favoritter, da B 1913 spiller i 2. division, mens både Frem og Horsens begår sig i 1. division.

Randersmandskabet rider imidlertid lige nu på en bølge af nedture rent spillemæssigt, og Frem-spillerne har næppe glemt, hvordan det er at spille mod et superligamandskab. De er nemlig nedrykkere fra superligaen.