Randers indgår samarbejdsaftale med kinesisk storby

De 31 byrådsmedlemmer i Randers Kommune har vedtaget, at de vil indgå en partnerskabsaftale med Changzhou Kommune.

Styret i Changzhou har selv rettet henvendelse til Randers Kommune, og det er bestemt noget der har gjort indtryk i Randers. Changzhou er nemlig ikke en, hvilken som helst by.

Det er en nyere industriby med godt 4,5 millioner indbyggere blot et par hundred kilometer fra Shanghai. Changzhou huser nogle af verdens største og mest økonomisk stærke virksomheder. Byen har for eksempel hele 18 virksomheder med på det amerikanske magasin Fortunes top 500 liste over verdens største selskaber.

- Der er derfor god grund til at sig ja tak til et samarbejde med Changzhou Kommune. Det kan på sigt være med til at skabe nye arbejderpladser i Randers, siger Erhvervs- og Udviklingschef Kim Kofod Hansen fra Randers Kommune.

Og Kim Kofod Hansen er sikker på, at endnu flere virksomheder vil have en interesse i at engagere sig i Kina., ligesom han håber på at kunne få kineserne til at investere i Randers-området.

- Et erhvervsrettet partnerskab mellem kommunerne i Shangzhou og Randers, vil positivt kunne fremme erhvervsrelationerne. På grund af den politiske styreform i Kina er gode relationer til kommunen og det politiske styre helt afgørende for en succesfuld virksomhedsetablering og drift i Kina, fortæller Kim Kofod Hansen.

Randers Kommune arbejder nu videre med de kinesiske partnerskabsplaner. Kommunen ved derfor endnu ikke, hvordan aftalen helt præcis kommer til at se ud.