Randers hylder Star Wars-universet: - Er sjovere end at gå i skole

Festivalen 'Randers – en by i galaksen' får børn og unge til at lære, imens de leger

01:52

Det hele begyndte for over fire årtier siden, men fascinationen er der stadig – selv hos de helt unge. Star Wars-universet begejstrer mange, og det forsøger Randers Kommune nu at udnytte.

Stormtroopers og jedi-riddere skal nemlig blandt andet fremme læselysten hos skoleeleverne.

Der er mange børn hernede, og man kan mærke på børnene, at det bliver leg og læring blandet sammen.

Jacob Krogsøe, Randers Bibliotek

- Der er mange børn hernede, og man kan mærke på børnene, at det bliver leg og læring blandet sammen, siger bibliotekar hos Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ud over et skoleprojekt under festivalen har Randers Bibliotek fået en permanent samling af Star Wars-litteratur, som er organiseret på en helt særlig måde.

- Vores børnesamling er tilknyttet Tatooine, som er den planet Luke Skywalker voksede op på. Det synes vi var meget passende, lyder det fra Jacob Krogsøe.

Jacob Krogsøe håber på, at Star Wars og bibliotekets samling til næste år står som et anker i kommunen. 

Filmene uddør ikke bare

Og børnene har i den grad taget temaet til sig.

Jeg har set mange af filmene med min far. De uddør ikke bare.

Frederik Grasbøll Svenningsen, Bjerregrav Skole

- Det er det onde mod det gode og galaksen og alt muligt, det må svært at finde på alle de ting, siger Kasper Huulgaard Freudendal fra 2.a på Bjerregrav Skole.

- Jeg har set mange af filmene med min far. De uddør ikke bare, supplerer Frederik Grasbøll Svenningsen fra 3.a.

Bibliotekaren Jacob Krogsøe mener, at børnene naturligvis skal lære at regne og skrive, men det må godt være sjovt. Eksempelvis når de skal lave Eminem-sange om til Star Wars-tekster.

Læs også Se billederne: Star Wars-fans i kostumer spredte god stemning

- Det er sjovere end at gå i skole, lød det fra børnene under den opgave.

- Men I er jo i skole, kunne Jacob Krogsøe afsløre.

Du kan stadig nå at besøge 'Randers - en by i galaksen'. Festivalen fortsætter nemlig indtil den 16. april.