Randers HK tabte til Horsens
Randers HK blev på hjemmebane besejret af bundholdet Horsens. SK Aarhus fik overraskende point mod FCK.
Håndboldkvinderne fra Randers HK skuffede fælt, da de i weekenden tog imod et af ligaens bundhold, Horsens.
Kampen endte med en sikker Horsens-sejr på 34-27. Ved pausen stod der 14-14, men i 2. halvleg sakkede kronjyderne bagefter og endte altså med at være bagud med hele syv mål ved dommerens slutfløjt.
Med nederlaget må Randers HK erkende, at chancerne for at komme med i det eftertragtede slutspil efterhånden er minimale.
I modsætning til Randers HK lykkedes det SK Aarhus at overraske positivt. Århusianerne spillede på hjemmebane uafgjort 29-29 mod FCK og rykkede dermed en plads op i tabellen. De århusianske oprykkere ligger nu på tredjesidstepladsen.