Randers HK mister cheftræner og landsholdsspiller

Ryan Zinglersen stopper som cheftræner i Randers HK efter denne sæson. Også Kathrine Heindahl forlader klubben

Foto: Annelene Petersen - Scanpix og Lars Rasborg - Scanpix / Collage TV2OJ

Randers HKs håndboldkvinder skal have ny cheftræner. 

Klubben og cheftræner Ryan Zinglersen er blevet enige om ikke at forlænge den aftale, der udløber efter den igangværende sæson. Det oplyser Randers HK i en pressemeddelelse.

Randrusianerne må også tage afsked med stregspilleren Kathrine Heindahl, som ikke forlænger sin aftale med klubben. Stregspilleren, der for nylig blev udtaget til EM i Sverige i december, fortsætter karrieren i Odense Håndbold.

Læs også Flere østjyske klubber repræsenteret til EM i december

- Kathrine har været i Randers HK i snart fire sæsoner og har i den tid udviklet sig til at blive en del af det danske landshold, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Vi forsøgte at holde på hende i endnu en periode, men det viste sig desværre ikke at være muligt, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg føler, det er tid til at komme hjem og prøve kræfter med et nyt projekt. der forhåbentlig gør, at jeg kan indfri mine ambitioner om at være i toppen af dansk damehåndbold. Jeg ser det som en god mulighed for at opnå mine personlige mål om at blive en fast bestanddel af landsholdet ved at have min daglige gang blandt andre landsholdsspillere. Og så glæder jeg mig til igen at være en del af et fynsk hold og vende tilbage til Odense, siger Kathrine Heindahl til Odense Håndbolds hjemmeside.

Læs også Randers HK-træner: Alt gik galt

Ryan Zinglersen blev præsenteret som cheftræner i Randers HK i april 2015. Han har mange års erfaring som toptræner - han har tidligere været på lønningslisten i klubber som Viborg HK og Hypo Niederösterreich. 

Randers HK oplyser, at arbejdet med at finde en ny cheftræner sættes i gang nu.

Klubben forventer, at den nye træner kan præsenteres omkring nytår.

Randers HK er placeret som nummer otte i Primo Tours Ligaen.