Randers HK i svær CL-pulje
Spås kun lille chance for at gå videre
Randers HK sikrede sig søndag meget overraskende en plads blandt de sidste otte hold i Champions League, og tirsdag blev der trukket lod til den videre færd i turneringen.
I næste fase inddeles de otte tilbageværende hold i to grupper med fire hold i hver. Og Randers-kvinderne kom i gruppe 1 med norske Larvik, ungarske Györ og Buducnost fra Montenegro.
Vanskelig gruppe
Det er en yderst vanskelig gruppe, hvor Randers-chancerne for at gå videre på papiret må siges at være små.
Larvik har blandt andet den danske veterankeeper Lene Rantala samt fløjen Kristina Bille på holdet, mens Buducnost har den tidligere Viborg-profil Bojana Popovic tilknyttet.
Kampene i den såkaldte hovedrunde i Champions League afvikles i februar og marts 2013.
I EHF Cuppens ottendedels-finaler skal Team Tvis Holstebro møde russiske Lada, mens FC Midtjylland skal op imod kroatiske RK Zagorje.
I ottendedels-finalerne i Cup Winners Cup møder Team Esbjerg russiske Rostov-Don. Første kamp spilles i den første weekend i februar, og der er returkamp ugen efter.