Randers HK henter norsk landsholdspiller
Klubben præsenterede torsdag to norske forstærkninger til spillertruppen
Randers HK kunne torsdag præsentere den norske verdensmester Mari Molid som ny spiller i klubben.
Hun fik ved dagens pressemøde selskab af endnu en norsk forstærkning, da 23-årige Martine Moen også skifter til Randers-klubben.
Begge spillere har skrevet en to-årig kontrakt med klubben, og starter hos kronjyderne efter sommerferien.
Mari Molid er kendt som en fremragende forsvarsspiller, der så sent som i december styrede forsvarstropperne, da Norge vandt guld ved VM-slutrunden i Danmark. Hun er ligeledes en stærk skytte med et hårdt skud.
Det er da også nogle af de ting, hun selv fremhæver, da hun skal nævne tre ting ved sig selv.
- Jeg har en god spilforståelse. Jeg er en dygtig forsvarsspiller, og så har jeg et godt skud, siger Mari Molid.
Ved dagens pressemøde kunne ingen af de to spillere selv være tilstede, og derfor måtte træner Ryan Zinglersen interviewe de to nye spillere over en skype-forbindelse.
Se et klip fra torsdagens pressemøde i indslaget ovenfor.