Randers HK fik klø af Slagelse DT
Randers HK kunne have blandet sig i topstriden med en sejr over Slagelse DT, men det blev til nederlag.
Det var en tæt affære, da Randers HK i går aftes tog i mod Slagelse DT. Hjemmeholdet kom bedst fra start og kunne gå til pause med en fortjent føring på 16-14.
Men i anden halvleg kom gæsterne godt igen og scorede på nærmest alle chancer. Det betød, at Slagelse DT reelt kørte sejren hjem i midten af anden halvleg.
Først mod kampens slutning fik Randers HK tur i spillet, og der var det for sent at indhente vestsjællænderne.
Stregspilleren Tatsiana Silitch var naturligt nok skuffet:
- Vi gik helt i stå i anden halvleg. Lige så gode vi var i første halvleg lige så dårlige var vi i anden. Vi gør deres forsvar godt og når vi brænder, kører de hurtigt kontra, siger Stilitch til Randers HK's hjemmeside.
Randers HK mangler en enkelt udekamp, før spillerne kan tage på juleferie. Årets sidste kamp bliver mod KIF Vejen.