Randers henter slovensk back
25-årig slovener forstærker Randers FCs forsvar i den kommende sæson
Randers FC har skrevet en et-årig kontrakt med den slovenske venstreback Sebastjan Komel.
Den 25-årige forsvarsspiller har de seneste seks måneder spillet for FC Brüssel, men skifter nu tranferfrit til Randers FC.
Sebastjan Komel er dog ikke helt ukendt for kronjyderne. Han fik således fuld spilletid på det ND Gorica-hold, som Randers FC slog ud af Europa League i sommeren 2010.
- Han har fået en god fodboldopdragelse i Slovenien og besidder mange af de egenskaber, vi vægter højt hos en back. Han er en hurtig, hårdtarbejdende, og konditionsstærk holdspiller med gode kvaliteter i såvel den offensive som defensive del af spilllet, siger Randers FCs chefscout, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside.
Sebastjan Komel spillede fem sæsoner i ND Gorica, inden han i foråret tog turen til FC Brüssel. Han står noteret for syv kampe på det slovenske U21-landshold.
- Jeg glæder mig til ufordringen i Randers FC, hvor det er min ambition, at vi skal direkte tilbage i Superligaen. Jeg har et rigtig godt indtryk af klubben og er meget imponeret over det professionelle setup, der er omkring hele holdet.