Randers henter landsholdsfløj

28-årig nordmand i den blå trøje

Foto: Randers HK

Randers HK har nu fået papir på en af den slags spillere, der volder målvogterne i den modsatte ende af banen store kvaler.

De kronjyske håndboldkvinder har hentet den 28-årige nordmand Linn Grossé til Randers på en toårig kontrakt.

I sidste sæson fandt Linn Grossé vej til netmaskerne hele 122 gange i 22 kampe. I 2010 blev hun kåret som årets spiller i den norske liga.

Derudover optræder hun jævnligt på det norske landshold, hvor hun var med til at vinde EM-sølv i 2012.

Foruden Linn Grossé råder Randers HK i forvejen over Rikke Ebbesen på venstre fløj.

- Med Linn Gosse og Rikke Ebbesen får vi et så stærkt makkerpar på venstre fløj, som man kunne drømme om. Linn kommer med en masse erfaring både fra den norske liga, hvor hun igennem flere år været en af de mest scorende spillere, og har derudover international erfaring fra sine 32 landskampe, siger Randers HKs cheftræner, Mads Brandt, til klubbens hjemmeside.