Randers-helt i ekstase over sen udligning
Randers-helten Marvin Egho jublede over sin udligning mod AGF, som sendte kronjyderne tættere på Europa League.
Randers FC sikrede sig søndag aften en direkte duel mod Brøndby IF om deltagelse i Europa League-kvalifikationen.
Det skete, da holdet tre minutter inde i tillægstiden udlignede til 1-1 mod AGF på udebane.
Læs også
1-1 blev også slutresultatet af kampen, og efter en sejr på 2-1 i det første opgør vandt Randers dermed samlet 3-2 og blev klar til mødet med Brøndby.
Den helt store helt for Randers var den østrigske angriber Marvin Egho, da han var manden bag den forløsende udligning i de sidste sekunder.
- Det var helt fantastisk for mig at se bolden gå i mål i sidste sekund. Det var en meget vigtig kamp og endda et lokalopgør, så det var en utrolig oplevelse for mig at være afgørende. Der er ingen tvivl om, at målet er det klart vigtigste, som jeg har scoret for Randers, siger angriberen.
Læs også
Opgøret mod Brøndby bliver spillet på fredag i Brøndby, og vinderen skal repræsentere dansk fodbold i kvalifikationen til Europa League.
Angriberen ser frem til kampen, men han er ikke sen til at give Brøndby favoritværdigheden.
- Det har været en meget lang sæson, og vi har spillet mange hårde kampe, så vi er trætte. Brøndby er selvfølgelig favorit, men vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at slå dem og komme i Europa, siger Egho.
Læs også
Randers-træner Thomas Thomasberg jublede ligeledes over den sene udligning og udsigten til at møde Brøndby.
- Det var en kæmpe forløsning at se sparket fra Marvin Egho gå i mål. At vi går videre på den her måde skaber en enorm glæde hos både klubben og vores fans, så det var helt fantastisk. Det bliver en fed kamp med en flot kulisse på et formentlig fyldt Brøndby Stadion, hvor vi har alt at vinde, mens Brøndby har alt at tabe, siger Randers-træneren.
VIDEO: Se den seneste udgave af "Skipperligaen Update":