Randers har succes med at sende syge i arbejde
Alle har tilsyneladende glæde af ny ordning i Randers Kommune, hvor sygdomsramte arbejder i det omfang, de kan
Helle Bager er en af mange medarbejdere i Randers Kommune, der tog på arbejde, selv om hun var syg.
- At arbejde fuldtid, det kunne jeg godt mærke, at jeg nok slet ikke var klar til, så vi fik den aftale, at jeg kunne prøve at arbejde og så gå hjem til middag, siger Helle Bager, der er sygehjælper på Plejecenter Bakkegården i Randers.
Hun startede med at være skeptisk overfor ordningen, men den viste sig at være en succes.
Læs også
Faktisk har man i kommunen oplevet et fald i antallet af sygemeldinger på grund af et særligt samarbejde mellem arbejdspladsen og medarbejderen. Her går man i dialog om, hvad der eventuelt kunne være muligt at gennemføre af arbejdsopgaver, hvis man er syg.
- Hvad ville der så være af arbejdsopgaver, man kunne varetage, når ikke man kunne varetage de opgaver, man normalt skulle varetage. Og der har medarbejderne selv været med på råd, siger Betina Andersen, centerleder på Plejecenter Bakkegården
Det særlige ved indsatsen er, at medarbejderen selv eller med en læge skal finde ud af, hvad medarbejderen kan holde til. Og det har altså vist sig at nedbringe sygefraværet en del.
Læs også
Beruset af succesen vil alle afdelinger i Randers Kommune nu gøre brug af samme metode.
- I og med, at vi kan nedbringe sygefraværet, kan vi også levere en bedre ydelse til vores brugere, siger Erik Mouritsen, der er direktør for Sundhed og Ældre i Randers Kommune.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.