Randers har de bedste grønne tilbud til de mindste

Friluftsrådet har Randers Kommune helt i top, når det gælder dagtilbud med grønne flag

Foto: Randers Kommune

Friluftsrådet uddeler hvert år såkaldte Grønt Flag-certificeringer til dagtilbud, som arbejder med friluftsliv og natur og miljø i hverdagen. Randers får allerflest i landet.

I alt 21 dagtilbud har fået den grønne ære, og det har Friluftsrådet haft flere gode grunde til.

- Vi er glade for at se, at Randers Kommune prioriterer konkrete udeaktiviteter og læring inden for natur og friluftsliv til de 0-6-årige børn. Forskning viser, at kommunernes satsning er godt givet ud. For eksempel er børn, der tilbringer mere tid i naturen mindre syge, bedre motorisk, bedre til at koncentrere sig, mere opfindsomme og har en mindre konfliktfyldt hverdag, siger Ida Kryger, projektkoordinator for Grønne Spirer i Friluftsrådet i en pressemeddelelse.

Læs også Seks østjyske byer dyster om Landsbyprisen

Randers Kommunes 21 grønne flag er givet til 8 institutioner og 13 dagplejegrupper, og helt fra begyndelsen af projektet Grønne Spirer har kommunen været i førersædet.

- Institutionerne i Randers været stærkt involveret i vores arbejde siden Grønne Spirers første flaghejsninger i 2006, og Randers Dagpleje har været med til at udvikle og udbrede Grønne Spirer som et dagplejerkoncept. Dagplejerne laver i fællesskab årsplaner og udflugter, ligesom en del af dem deltager i vores arbejde inden for naturmotorik, miljølæring og fordybelse i naturen, siger Ida Kryger.

I 2016 har Friluftsrådets Grønne Spirer tildelt 350 grønne flag til 200 daginstitutioner og 150 dagplejergrupper, der består af i alt cirka 1200 dagplejere. Det er en lille stigning i forhold til sidste år.