Randers har CO2-førertrøjen
Har halveret CO2-udledning på fem år
På bare fem år er det lykkedes Randers Kommune at halvere kommunens samlede CO2-udledning.
Det betyder, at Randers Kommune nu er den kommune i Danmark, som har den absolut laveste CO2-udledning per indbygger.
I 2007 blev der udledt 10 tons CO2 per indbygger om året. Det tal er i dag halveret til fem tons.
Det er blandt andet sket ved en omlægning på byens kraftvarmeværk, som dermed er Danmarks første større værk, der udelukkende benytter biomasse.
- Netop for at bekæmpe klimaforandringerne har vi i Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune vedtaget en række tiltag, og vi kan se at det giver resultater. Men vi er kun ved begyndelsen, vi vil i Randers nå endnu længere. Det er jeg overbevist om, siger Kasper Fuhr Christensen, formand for Miljø og Teknikudvalget i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
Derudover har kommunen blandt andet opsat solcelleanlæg på flere kommunale bygninger, nye områder er blevet udlagt til vindmøller, og gadelysene bliver løbende skiftet til LED-lamper.
Randers Kommunes målsætning er, at der kun skal udledes to tons CO2 per indbygger.
Se et interview med Randers Kommunes klimakoordinator Lars Bo Jensen øverst i artiklen.