Randers fortsætter stimen
Selv om Randers' spillere stjal scoringer fra hinanden, vandt de formstærke jyder 2-1 over HB Køge.
Med 2-1 over HB Køge i SAS Liga-opgøret på Køge Stadion vandt Randers den tredje sejr i træk og kan så småt begynde at dufte pladsen over nedrykningsstregen.
Randers kunne løbe ind til opgøret på HB Køges hjemmebane i en uvant favoritrolle, som de dog havde svært ved at leve op til fra kampens start. HB Køge dominerede spillet, og efter 25
minutter headede Henrik Toft hjemmeholdet i front efter et hjørnespark.
Den føring burde Randers havde udlignet før pausefløjten. Men fra sin plads på Randers' venstre fløj lavede Yura Movsisyan et "omvendt selvmål", da han forhindrede en klokkeklar scoring fra kollegaen Søren Berg.
Fra kanten af feltet vippede Berg køligt bolden over HB Køges fremadstormende målmand. Bolden hoppede roligt frem mod stregen i det forladte mål, og det lignede en sikker scoring.
Men i sin iver efter at banke bolden det sidste stykke over stregen forvandlede Movsisyan helt unødvendigt den enorme udligningsmulighed til en offside-kendelse.
Anderledes skarpe var Randers-holdet til gengæld i anden halvleg. Søren Jensen og Mikkel Beckmann viste med hver en scoring den effektivitet, der skal til, hvis Randers skal have
en reel chance for at undgå nedrykning.
Med sejren har Randers nu fem point op til pladsen lige over nedrykningsstregen og til SønderjyskE, der fredag besøger AaB i 24. spillerundes sidste kamp.