Randers-forsvarer efter nederlag: - Det er grimt!
Jonas Bager var ganske utilfreds med indsatsen i især anden halvleg efter søndagens nederlag i Silkeborg
Jonas Bager startede på en uvant plads som venstre back, da Randers FC søndag eftermiddag var på besøg hos Silkeborg IF i JYSK Park.
Og efter første halvleg kunne han også være ganske godt tilfreds med indsatsen, Randers FC førte 2-1 og Jonas Bager var med til at lukke helt ned for Silkeborgs to store våben, Jens Martin Gammelby og Robert Skov.
Læs også
Men i anden halvleg kollapser Randers, mens værterne får styr på spillet, og så ender kronjyderne med at stå med et nederlag på 3-2.
- Det er grimt.
Så klar var den kortfattede evaluering efter kampen fra Jonas Bager, der havde svært ved at forklare, hvad der gik galt efter pausen.
- Jeg ville gerne give en årsag, men det kan jeg bare ikke. Vi mangler selvfølgelig en del i duellerne og attituden, vi får ikke skubbet nok op og presset nok. Der er en masse ting, vi gør forkert i anden halvleg, så jeg kan ikke pege på én ting. Vi er selvfølgelig ikke skarpe, og det er jeg heller ikke selv, fortsatte Jonas Bager.
Tvivlsomt straffespark?
Silkeborg IF kommer tilbage i kampen på en straffesparksscoring i det 62. minut. I situationen kunne det være svært at se, hvad der sker, og Jonas Bager forstår heller ikke helt beslutningen fra dommer Jakob Kehlet.
- Jeg ser en duel, hvor jeg har Gammelby, som er min mand. Jeg har fat i ham, han stiger op og så ved jeg ikke, om han måske får lidt overbalance af, at jeg har fat i ham. Så stiger jeg op og vinder duellen, og så dømmer dommeren straffespark, forklarer Jonas Bager, der ikke synes, der var straffespark i situationen.
- Jeg synes, den er tynd. Hvis man dømmer den, så kan dømme rigtig mange ting. Jeg synes ikke, det er et straffespark. Jeg synes generelt ikke, at den linje burde udløse et straffespark, for så synes jeg også, Agesen skal have et straffespark, hvor Moro har fat i ham.
Med nederlaget overhaler Silkeborg IF Randers FC i Superligaen. Randrusianerne er nu næstsidst, ét point foran Helsingør. Randers slutter efterårssæonen af på mandag, når FC Midtjylland kommer på besøg.