Randers føler sig uretfærdigt behandlet i Brøndby

Randers-lejren mener ikke, at sol og vind blev delt lige i søndagens nederlag på 2-5 til Brøndby.

Randers-keeper Patrik Carlgren så rødt på Brøndby Stadion. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Da Brøndby søndag besejrede Randers med 5-2 i Superligaen, blev Randers-keeper Patrik Carlgren udvist ved stillingen 2-1 til kronjyderne.

Den svenske målmand var i sammenstød med Brøndby-angriberen Simon Hedlund, hvilket kampens dommer vekslede til et rødt kort og et straffespark til Brøndby, som Kamil Wilczek efterfølgende omsatte til 2-2.

Læs også Randers fik smæk i dramatisk målfest

Randers-træner Thomas Thomasberg er uenig i udvisningen af Carlgren.

- Jeg synes, der var tvivl om det, og jeg kan konstatere, at hver gang der er tvivl om det herovre, så får vi den hårdest mulige straf. Straffe og rødt kort er den ultimative straf.

Jeg kan konstatere, at hver gang der er tvivl om det herovre, så får vi den hårdest mulige straf.

Thomas Thomasberg, cheftræner, Randers FC

- Der gik lang tid, før dommeren gav det røde kort, så jeg er sikker på, at han var i tvivl, og den tvivl blev vi ramt af, siger Thomas Thomasberg og bakkes op af forsvarsspilleren Erik Marxen.

- Jeg synes, straffesparket og udvisningen er hårdt dømt. Umiddelbart tænker jeg, at dommeren skulle have givet ham et gult kort og måske et straffespark.

- Mange af os er frustrerede og føler os en smule uretfærdigt behandlet, siger Erik Marxen.

Randers bragte sig foran med to mål mod Brøndby. Men derefter gik alt den forkerte vej for kronjyderne. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Brøndby-spiller: Var lidt hårdt dømt

Simon Hedlund havde efter kampen svært ved at vurdere situationen, men Brøndby-angriberen lægger ikke skjul på, at det røde kort var lidt hårdt dømt.

- Det er en 50-50-situation, men selvfølgelig er det ganske hårdt at få straffespark og rødt kort imod sig, men det er dommeren, som bestemmer.

- Jeg gik efter bolden og kunne mærke, at han ramte mig i hovedet, lyder det fra Simon Hedlund.

Ifølge Brøndby-træner Niels Frederiksen var udvisningen ikke hele forklaringen på, at de blågule vendte kampen på hovedet og sejrede.

- Jeg synes, vi var godt på vej tilbage i kampen på det tidspunkt, men selvfølgelig hjalp det os, at vi spillede i overtal resten af kampen, siger han.

VIDEO: Målmandstræning er nærmest en sport i sig selv. Derfor tog Skipperligaen en tur helt tæt på til Randers FC for at snakke med målmandstræner Erik Boye om, hvordan han træner klubbens keepere, og hvordan en målmand i Superligaen forbereder sig til træning og kamp.

Målmandstræning helt tæt på | Randers FC | Skipperligaen