Randers firedobler grundsalg
På blot tre måneder i år solgte kommunen næsten lige så mange byggegrunde som hele sidste år.
I løbet af de første tre måneder i år solgte Randers Kommune omkring 30 parcelhusgrunde. Det er næsten lige så mange som de 34 det blev til i hele 2003. Året før endte tallet på 38, og i 2001 på 19 solgte grunde, oplyser kommunen.
- De grunde, vi troede var nok til efterspørgslen i 2004, er revet væk, fortæller en glad borgmester Michael Aastrup Jensen.
Netop nu udbyder kommunen 39 velbeliggende grunde på Thetisvej i Paderup, og lige efter sommerferien udbydes også 20 grunde på Perledalen i Dronningborg.
Salget i de første tre måneder i år giver kommunen en indtægt på næsten 11 millioner kroner. Michael Aastrup Jensen peger på nye lånetyper, udsigten til skattelettelser og en generel forbrugeroptimisme som mulige årsager til fremgangen.