Randers fik tæsk i bronzekamp
Kampen afbrudt af utæt tag
Der var bronzemedaljer og et potentielt wildcard til Champions League på spil, da Viborg HK hjemme to imod Randers HK i returopgøret om tredjepladsen i den danske turnering.
Med 30-30 i den første kamp i Randers havde Viborg HK et fint udgangspunkt, men VHKK måtte omvendt undvære den stærke stregspiller Marit Frafjord, da stregspilleren havde bøvl med skulderen.
I hendes sted tog Sabine Pedersen en nøglerolle i forsvaret fra kampens start, og selvom den blonde stregspiller ikke scorede, så var hun en afgørende figur i Viborg HK's første halvleg.
Stregspilleren stod nemlig fremragende i forsvaret, og var sammen med holdkammeraterne med til at holde Randers nede på bare ni scoringer i de første 30 minutter - hvoraf gæsterne blot havde scoret seks efter 27 minutter.
Stribevis af redninger
Den allermest iøjefaldende profil for Viborg HK i første halvleg var dog keeper Cleopatre Darluex, der leverede stribevis af både små og store redninger i målet. Det blev krydret med flere fremragende kontraafleveringer - især til en skarp Maria Fisker - der gjorde at Viborg HK trak flot fra Randers i første halvleg.
Efter at have været bagude 1-2 i starten af kampen gik VHK i front med først 5-2, 10-4 og siden 15-6, før udskilningskapløbet gearede lidt ned med en pauseføring på 16-9 til de grønblusede hjemmehold efter den måske flotteste defensive halvleg i sæsonen.
Randers kom ud til anden halvleg med en helt anden gejst end i første, og derfor kunne de to hold fortsætte med at udveksle mål med hinanden - i hvert fald i fem minutter. Her blev kampen nemlig afbrudt, da dommerne på Cleopatre Darleux' opfordring kunne konstatere, at der var en lækage i Stadionhallens tag, så der dryppede vand ned i feltet foran Darleux mål.
Kampen blev afbrudt
Kampen blev afbrudt i noget nær 20 minutter, før kampen igen blev genoptaget. Og den pause bekom ikke Viborg HK godt. Trods den første scoring til 20-12 efter spilet blev genoptaget, så tog fanden ved Randers, der hentede seks mål ind på et nervøst spillende Viborg HK-hold til stillingen 20-18.
Men derfra fik det grønklædte hjemmehold igen godt fat, og langsomt slog de bunden ud af modstanderen fra Randers, som igen begyndte at brænde på en velspillende Cleopatre Darleux, mens flere VHK-spillere vågnede op til dåd igen.
Hjemmeholdet kom på 26-20, og som kampen skred frem forsøgte Randers sig forgæves at satse offensivt, mens Viborg HK løb nogle nemme scoringer hjem. Viborg HK endte med at vinde 34-25 over et slagent Randers, og dermed fik Viborg FK bronzemedaljerne foran mere end 2.500 tilskuere i Stadionhallen.