Randers fik klø i Aalborg
Kronjyderne tabte for tredje kamp i træk
Superligaens tophold, AaB, besejrede søndag aften i sikker stil oprykkerne fra Randers FC med 4-0 hjemme på Nordjyske Arena.
AaB sad tungt på spillet i langt størstedelen af kampen, og det var tydeligt, at spillerne virkelig strutter af selvtillid i øjeblikket.
Efter 20 minutter bragte hjemmeholdet sig foran. Kampens helt store oplevelse, Kasper Kusk, satte Jeppe Curth i scene, og han gjorde det flot til 1-0.De følgende to scoringer stod der Kasper Kusk ud for.
Efter flot sammenspil med Nicklas Helenius gjorde stortalentet det til 2-0 efter 28 minutter, og med et kvarter igen slog han sejren fast, da han sendte Rasmus Würtz' frispilning videre i nettet til 3-0.
Det sidste søm i Randers-kisten blev slået af indskiftede Kayke med tre minutter tilbage af kampen.
Med søndagens nederlag har Randers FC forladt banen som tabere i tre kampe i træk. I næste weekend venter endnu en svær opgave, når kronjyderne på udebane møder de danske mestre fra FC Nordsjælland.