Randers fik 0-0 mod mestrene
Point mod FCN trods straffespark
Søndagens første af i alt fire Superliga-kampe var et direkte opgør om sølvmedaljerne, da FC Nordsjælland gæstede Randers FC.
De to hold sidder henholdsvis på Superliga-tabellens anden- og tredjeplads, hvor FC Nordsjælland før kampen havde et forspring på syv point foran Randers.
Dermed kunne FC Nordsjælland med en sejr i Randers sikre sig ti point ned til bronzemedaljerne med 12 point tilbage at spille for, mens Randers med en sejr for alvor kunne puste Farum-klubben i nakken i toppen af Danmarks bedste række.
Det var dog ikke helt så tydeligt i første halvleg, at begge hold jagtede de tre point, for de første 45 minutter bød kun på 5-6 chancer ligeligt fordelt mellem hjemme- og udehold.
Randers tættest på
Tættest på kom Randers FC, der efter 35 minutter fik et mål af Pierre Boya - helt korrekt - annulleret på grund af offside.
Dermed gik de to sølvmedaljekandidater også til pause ved stillingen 0-0. Og der skulle faktisk gå en time, før spillet rigtig kom i gang på AutoC Park i Randers, men så brændte det også på i både den ene og anden ende.
Her sørgede en frisk Randers-offensiv i form af Ronnie Schwartz, Jonas Borring, Pierre Boya og en lynhurtig Jonas Kamper for at holde FC Nordsjællands defensiv beskæftiget, mens det i den anden ende af banen var rigtig tæt på, at FC Nordsjælland kom foran.
Missede fra 11 meter-pletten
Udeholdet fik nemlig tilkendt et straffespark, da Chris Sørensen havde lidt for godt fat i trøjen på Mark Gundelach i feltet. Men sparket fra ellevemeter-pletten blev desværre for FC Nordsjælland misbrugt af Kristian Lindberg, der sendte et sløvt forsøg lige i favnen på en helt korrekt faldende David Ousted.
Resten af kampen manglede ikke chancer, energi og fight som sådan, men nok nærmere den afgørende skarphed, der udløser mål. Derfor må de to hold nøjes med hver ét point.
Det betyder, at FC Nordsjælland får meget svært ved at indhente FC København i guldstriden, mens Randers fra nu skal holde trit, hvis drømmen om medaljer om halsen 20. maj, når Superligaen-sæsonen slutter, skal indfries.