Randers FCs fremtid afgøres næste uge
Mandag eller tirsdag er der nyt om Randers FC og de mulige nye ejere
For halvanden måned siden meddelte Randers FC, at klubben er i forhandlinger med britiske og amerikanske investorer, der ønsker at overtage den østjyske superligaklub.
I Randers FC har meldingerne de seneste uger været, 'at det er overvejende sandsynligt', at forhandlingerne ender med, at investorerne overtager klubben. Men endnu er intet sikkert.
Men nu er der godt nyt til de Randers FC-fans, der i uger har ventet på en afklaring.
Mandag eller tirsdag
- Vi forventer at kunne melde noget ud primo næste uge, siger Svend Lynge Jørgensen, der er bestyrelsesformand i Randers FC Holding A/S, til tv2oj.dk, og tilføjer:
- Mandag eller tirsdag er bestemt min forventning.
Bestyrelsesformanden ønsker ikke at uddybe sagen yderligere på nuværende tidspunkt og holder derfor kortene tæt på kroppen.
RFC-moderklubber møder repræsentant for investorer
For mindre end to uger siden valgte sportschef Peter Christiansen at sige op i Randers FC, da han ikke kunne se sig selv i et muligt nyt set-up med nye ejere.
Tom Vernon på besøg
Randers FC har tidligere bekræftet, at engelske Tom Vernon, der er stifter af fodboldakademiet 'Right to Dream' i Ghana, er en af de interesserede købere, og at det er ham, der på vegne af gruppen af investorer fører forhandlingerne med Randers FC.
For en måned siden besøgte englænderen, der er tidligere scout i Manchester United, Randers FC, de seks moderklubber og et par af Randers-spillerne, hvor han præsenterede nogle af planerne, hvis en overtagelse bliver en realitet.
Om den gør det, finder vi altså ud af om et par dage.