Randers FC ydmyget på eget græs
AaB satte de kriseramte kronjyder skakmat med tre scoringer på fem minutter midt i 1. halvleg.
Randers FC lagde ellers udmærket fra land, og kun en fantomredning af nordjydernes målmand, Karim Zaza, forhindrede Tidiane Sane i at heade hjemmeholdet foran fra fri position efter få minutters spil.
Midt i 1. halvleg var Randers-forsvaret imidlertid i den grad grad i gavehumør, da de i hele tre tilfælde lod gæsterne komme til lette scoringer. Det første mål blev sat ind af AaB's Jeppe Curth på hovedstød, og kort efter kunne Lasse Nielsen sende bolden i netmaskerne efter et hjørnespark.
Bolden var dog dårligt givet op, da det kollektive Randers FC-blackout blev totalt. Lasse Nielsen stod umarkeret, da han modtog bolden på kanten af straffesparksfeltet, og efter en brysttæmning sendte han resolut bolden i mål.
Derefter var det op ad bakke for Randers FC, og trods en udmærket indsats i begyndelsen af 2. halvleg formåede kronjyderne ikke at få bolden i mål. AaB trak klogt tempoet ud af kampen og havde i den afsluttende fase flere muligheder for at øge føringen på kontrachancer.
Cheftræner John 'Faxe' Jensen havde forud for opgøret taget konsekvensen af den sportslige krise og havde således sat profiler som målmand Kevin Stuhr Ellegaard og offensiv-spilleren Kasper Lorentzen på bænken.
Lige lidt hjalp det dog. Med mandagens nederlag ligger Randers FC stadig på sidstepladsen i SAS Ligaen med kun ét point efter de første otte spillerunder.
Forude venter nu en svær udekamp mod mestrene fra FCK i Parken i den kommende weekend, hvorefter kronjyderne om små to uger tager imod oprykkerne fra Køge. En kamp, hvor kravet til spillerne er klokkeklart: En sejr!